Logbog 17 Juli 2024
- Jette Wolter
- 18. jul. 2024
- 2 min læsning
Sommerholdet på 13 Søulke mødte til flaskeleg og wienerbrød. Kaffeholdet havde tømt barskabet, og der blev suppleret med endnu en enkelt fra Nina, der runder de 75. Der blev sunget igennem, med både dobbelt og trippel, og Nina siger tak for en hyggelig morgen!
Vi nåede dog også et par faglige indslag:
KDY's nye mand i Rungsted, Jesper Hartmann orienterede kort om Havnefesten 17-18/8, hvor han efterlyste et par garvede Søulke til "prøvesejlads" for interesserede om søndagen. Konkret taler vi om at stå til rådighed - to Søulke i hver båd, som kan sejle rundt med 3-4 gæster hver i tidsrummet søndag d. 18/8 mellem 11.00 og 15.00. (Sine, p.t. har vi tilsagn fra Per E, og jeg lovede Jesper, at du ville tjekke rundt de næste onsdage og give Jesper en samlet tilbagemelding for Søulke deltagelse)
Christian markedsførte endnu en event, Nordic Youth Sailing Championship, der løber af stablen i Rungsted Havn 22-27/7. En gigantisk aktivitet med over 200 deltagere. Christian fiskede efter frivillige medhjælpere og anbefalede ellers alle at være med som tilskuer til en spændende international begivenhed. (Ring eller skriv til Christian, hvis du har lyst til at deltage som medhjælper).
Claus
Sejlads beretning.
Det var svært at få ulkene væk fra et fantastisk morgenbord, hvor den daggamle fødselar Nina havde sørget for både 1 Enkelt (læs flere) og overdådigt meget fødselsdagskringle i stænger. Måske skyldtes trægheden også DMI's usikkerhed omkring vejret, men efterhånden lykkedes det at få 7 mand (m/k) på benene. De blev fordelt på 2 både med ca 3½ pr båd.
Ude på vandet kunne vi nu godt sætte os ind i DMI's udfordringer. I løbet af halvanden time drejede vinden flere gange 360 grader rundt, skiftende fra 1 til 8 m/s og mellem det blå på himlen dukkede mørke, regntunge skyer op skiftevis nord og syd for os. Så vi sejlede frem og tilbage for at holde os tørre. Det klarede vi faktisk fint. Den ene båd brugte en større del af tiden til havnemanøvre, men kom også ud på sundet. Den anden sejlede mest uden for havnen og fik virkelig øvet vendinger. Vi kom i havn stort set samtidig og samtidig med, at der kom en smule regn, men den kunne ikke ødelægge en dejlig tur.
Vi sluttede af i pejsestuen med øl/vand og frokost for nogen.
Vi ses onsdag, hvor der bliver liv i havnen og sikkert svært at parkere, da der er et stort stævne for optimister.
Carsten
Comments