top of page

Logbog den 13. marts 2024

Kære Søulke,


Onsdag den trettende marts var endnu en dejlig dag, hvor vi fik snakket og hygget ved morgenbordet. Marianne havde fødselsdag for en del dage siden, hun havde medbragt en meget stor bagerkringle, som smagte himmelsk. Traditionen tro sang vi for Marianne, så skulle der råbes "hurra" - måske havde nogle Søulke fået en krumme galt i halsen - for det blev da en "sørgelig" forestilling - der blev hostet lidt, halsen blev "skyllet" - og derefter blev der heldigvis givet et hyldest brøl der kunne høres langt væk, denne tågede formiddag.


Sine kom med en morgenbriefing, hvor der blev nævnt om stævner og efterlysning af frivillige til VM J70 i perioden 2. juni til 9. juni, desuden er der DM i J80 i Nivå den 28. og 29 september. (måske kunne Søulkene stille med en båd eller to??).

Morgenmadsholdet for april vil arrangere vores fødselsdag, som bliver afholdt den 10. april - holdet vil uddelegere opgaver til os andre, således at opgaverne bliver jævnt fordelt, vi ser frem til at fejre os selv.


Der blev også budt velkommen til en ny "Søulke aspirant" - Eva - Traditionen tro skulle Eva præsentere sig selv, her mødte vi en rigtig "Globetrotter" - der er næsten ikke et sted på jorden hvor Eva ikke har sejlet - OK - nok  lidt overdrevet, men vi glæder os til at lære Eva at kende.


Som nævnt tidligere, var det meget tåget, og den lettede ikke (advektiontåge - varm luft over koldt vand) vinden kom fra syd 3 til 5 m/sek. Det blev aftalt at 2 både med fire i hver skulle øve havnemanøvre mand overbord m.m. - vi listede lige ud af havnen hvor vi rundede indsejlingsbøjerne, men meget længere skulle man ikke ud før havnen forsvandt i tågen. Da der var ca. 70 cm lavvande blev begge både "grundejere" tæt på den østre mole hoved, men kom dog fri ved egen hjælp.

Efter sejladsen var der debriefing ved pejsen - hyggeligt.

Igen en dejlig dag med sejlads og samvær.


De bedste sejler-hilsner

Niels Anker




 
 
 

Comments


bottom of page