top of page

Logbog den 20. marts 2024




Tirsdag eftermiddag så vejrudsigten rigtig god ud for onsdagen. Klart, lunt for årstiden og svag vind. Det skulle blive en rigtig hyggetur, og det havde lokket hele 21 ulke til Rungsted. MEN de blev mødt af en tæt tåge og absolut ingen vind, så kun Peter Gorms fremragende morgenanretning holdt humøret højt fra starten. Og som vanligt bredte hyggesnakken sig hurtigt. Formanden bød velkommen, blandt andet med oplysningen om tilsandingen i havneindløbet i den østlige side fra molen mod den røde bøje. Som nævnt sidst var der flere, der kunne bekræfte dette. Uddybning kan først foregå i maj måned, så tag højde for dette.

Da formanden kom ind på langdistance gang, gav hun ordet til Per, som opfordrede til, at den lille vandrefloks ambitiøse planer, måske kunne ændres til et arrangement for alle søulkene i vores eget regi, hvor man får etableret flere delvis sammenfaldende ruter af forskellig længde, så alle kan være med, og afsluttende med en fælles frokost. Det blev modtaget meget positivt, og Per blev opfordret til at gå videre med planerne.


Formanden fortsatte med at berette, at vores 2 Sejlsikkert-ambassadører havde været til træf i Nyborg, og de kunne fortælle om en meget positiv oplevelse. Vi blev budt velkommen med morgenmad og Sejlsikkert-formandens beretning om Sejlsikkert-konceptet. En ung pige/kvinde (30 år) fortalte om, hvordan hun opnåede sin drøm, at kunne lære at sejle (single), hvis man bare troede på sig selv og sine evner bl.a. til at søge kvalificeret hjælp til  de enkelte trin i processen. En kaptajnløjtnant, chef for VTS, fortalte om overvågning af erhvervstrafik og lystsejlads, herunder lystsejleres lidt begrænsede kendskab til eller manglende overholdelse af reglerne ved sejlads i trafiksepareringer og storskibsruter. En af vores ambassadører fik røde ører. 

Senere overværede vi en helikopter søredning tæt på land og derefter fik vi en dramatisk beretning fra 'Lomme'-Larsen, der har været redder på den jyske vestkyst i 40 år. Barske forhold og triste historier, men fremført på en måde, der tørrede tårerne bort og fik os muntret op igen. Dagens sidste indlæg var knap så farverigt, men relevant nok. Det gik på sikkerhed i havnene og om certificering af havnene og hvor vi ambassadører kunne hjælpe til. Fantastisk dag og FANTASTISK forplejning. Vi ser allerede frem til næste træf. Måske er der flere, der har lyst til at blive ambassadører.


Efter kaffen skulle vi ud at gå, men turen blev ikke længere end ind til sofaerne.

På gensyn næste onsdag i påsken.

Vh Carsten.

 
 
 

Comments


bottom of page