Logbog d. 18. oktober 2023
- Kim Krogtoft
- 21. okt. 2023
- 1 min læsning
På trods af skolernes efterårsferie var ca 15 friske og glade søulke mødt op i strålende vejr til et veldækket morgenbord suppleret med en lille ‘enkelt’ af Christian som havde haft rund fødselsdag og blev ønsket tillykke på behørig søulke-vis med rungende ‘Rungsted søbad’ samt fødselsdags sang med høje trommehvirvler. Vi havde hyggeligt besøg af Peter Lunøe, dejligt at se ham igen. Christian Jønsson var forbi for at fortælle og afklare de nye regler omkring duelighedsbevis, Y3 og Y1. Artiklen i KDY bladet desangående havde vist forvirret alle og vi blev vist nok lidt klogere på emnet.
I fravær af Carsten stod Per E for det sejladsmæssige og grundet den ret svage vind fra vest foreslog han en relativ kort tur langs kysten nordpå. Alle på nær et par stykker havde lyst til at blive luftet i det skønne efterårsvejr og 3 både blev fyldt op. To legesyge skipperne med tilladelse til genaker-sejlads styrede flot 2 både rundt på Øresund med de store sejl og kom først tilbage i havn, inden vinden helt forsvandt. Tredje båd gik helt i stå et par hundrede meter før havn og måtte beordre et par galaj slaver til åren. Den altid hjælpsomme Christian kom ud med Amazon for at se om hjælp var nødig, men en smule vind bød sig pludselig til, så sidste båd kunne snige sig i havn og afslutte endnu en herlig tur på vandet. Dagen blev afsluttet med debriefing på syd-terrassen med lidt vådt til halsen og en god snak.
Sh Troels






















Kommentarer